SKT. JØRGENS HALLEN - HAL 2

SKT. JØRGENS HALLEN - HAL 2



Totalentreprisekonkurrence – Oktober 2025



Projektets arkitektoniske idé tager udgangspunkt i ønsket om at skabe en klar og sammenhængende udvidelse af Skt. Jørgens Hallen, som indpasses naturligt i helheden omkring Østre Plads. Det nye halbyggeri sammenbinder Hal 2 med det eksisterende caféområde og Hal 1 gennem en lys og funktionel foyerpassage, der enkelt markerer overgangen mellem nyt og eksisterende. 

Vindfang og foyerpassage etableres med en åben sydvendt glasfacade og rummer en mindre opholdszone og adgang til to omklædningsrum med toilet og forrum samt et rummeligt rengøringsrum. I foyerpassagens væg indarbejdes vægnicher med lockers. Tagfladen samler anlægget og skaber en rolig overgang mellem de nye og gamle bygningsvolumener. Bag passagen ligger hallens støttefunktioner under et saddeltag og danner et bagtæppe for hallens hovedvolumen.

Den nye hal opføres som en saddeltagskonstruktion med valmede gavle, som både imødekommer de funktionelle krav til motionsbadminton og giver bygningen en tydelig og karakterfuld profil. Tagets materialeudtryk føres et stykke ned ad facaden og danner et markant arkitektonisk greb, der samler bygningen og giver den et skulpturelt udtryk. Tagfladerne beklædes med sinusprofilerede fibercementplader, der danner en præcis og robust overflade  som en let og stoflig tagkomposition, der understreger både støttefunktionerne og halvolumenet. I hallens nedre struktur fremstår facaden med glatte fibercementplader, hvor lodrette skyggefrembringere tilfører facaderytme. Vinduesåbningerne fremhæves med karnaplignende fremspring, der skaber karakter, markante skygger og som portlignende elementer, der forankrer og lander bygningen mod terrænet.




Adresse

DANMARKSGADE 12, ODENSE


Arkitekt
FABER & HAVE


Ingeniør
DRIAS


Totalentreprenør

HALBYG


Bygherre
ODENSE KOMMUNE


Grund
14.196 M2

Byggefelt

1.360 M2

Bruttoareal
1.325 M2



© Arkitektfirmaet Faber & Have ApS  |  Dalgas Avenue 40 B  |  DK-8000 Aarhus C  |  CVR: 37277037  |  www.faberhave.dk  |  mail@faberhave.dk